Anni Hejlesen, ledende lægesekretær på Aalborg Universitetshospital, er en af de ledere, som har været på arbejde under hele coronakrisen. Hendes største frustration er manglen på anerkendelse af lægesekretærernes kæmpe indsats og betydning undervejs.
– Vi har hørt meget om læger og sygeplejerskers vilkår og arbejde under covid-19. De har bestemt også knoklet – ingen tvivl om det. Nu kan de så som anerkendelse og tak hente gratis pizzaer i det lokale pizzeria, og det er selvfølgelig rigtig fint. Men lægesekretærerne bliver ikke nævnt på samme måde eller inviteret med – nok fordi ingen har fantasi til at forestille sig den rolle, de har spillet i at håndtere patienterne. Det er frustrerende, synes jeg.
Sådan siger Anni Hejlesen, ledende lægesekretær på Aalborg Universitetshospital. Og hun ved om nogen, hvad hun taler om. Dels er hun selv leder for ca. 30 lægesekretærer på øjenafdelingen og kæbekirurgisk afdeling. Og dels har hun og hendes medarbejdere været på arbejde hver eneste dag under coronakrisen, fordi øjenafdelingen har fortsat med åbent ambulatorium for visse øjensygdomme. Læg dertil, at Anni Hejlesen har måtte udlåne tre lægesekretærer fra den lukkede kæbekirurgiske afdeling til covid19-afsnittet på sygehuset.
De er første led ind i systemet
– Lægesekretærerne er det første led for patienterne ind i hospitalssystemet, både på telefon og ved fremmøde. Det er en lægesekretær, du taler med som den første. Og tro mig, de har knoklet – haft patienter i røret, talt dem til ro, indkaldt, aflyst og ombooket tider i ét væk, fortæller hun og fortsætter:
– ”Nu er min tid vel aflyst?”. ”Jeg har KOL, skal jeg komme alligevel?” ”Jeg tør ikke … ”. Mange patienter har ringet til os og været bange for at møde op til en undersøgelse, og det har lægesekretærerne skullet håndtere og sammen med mig finde ud af, hvordan vi kunne koordinere det bedst muligt, så ingen faldt ned mellem to stole, fortæller Anni Hejlesen.
Svært at køre drift uden personale
Så når resten af verden taler om genåbning efter corona og dilemmaer i den forbindelse, ryster Anni Hejlesen ikke på hænderne.
– Det har først og fremmest været en stor koordineringsopgave at køre drift på en åben øjenafdeling, lukke en anden (kæbekirurgisk, red.) og afgive personale herfra til pandemiafsnittet og ikke vide, hvornår de kom igen. Og så at tage hånd om de par medarbejdere, som har været bekymret for eget helbred. Jeg har sendt to hjem med en computer under armen, og det har faktisk fungeret fint, at de arbejdede hjemmefra. De vender begge tilbage nu.
Den største udfordring, Anni Hejlesen står med nu, er, hvordan hun kan køre fuld drift, hvis hun ikke får sit udlånte personale tilbage. Det svæver lidt i vinden, fortæller hun.
– Min oplevelse under corona har været et paradoks mellem over- og underinformation. Vi er på den ene side blevet bombarderet med information fra bl.a. hospitalsledelsen, og på den anden har jeg manglet oplysning om fx mit eget udlånte personale. Det gør det svært at starte driften på kæbekirurgisk afdeling op igen. Vi kan jo ikke skalere op eller arbejde hurtigere, end hvad vi har hænder til, så hvordan vi får afviklet puklen af patienter er ikke lige til at sige. Jeg synes stadig, der er mange hvis’er.
Ting er sket uden konsulentbistand udefra
Ledelsesmæssigt har Anni Hejlesen ikke oplevet de store hurdler undervejs og heller ikke nu, hvor mere af driften skal køre normalt igen.
– Generelt har mit personale været glade for at møde på arbejde og opretholde det faglige og sociale niveau. Så min største opgave har været – og er stadig – at have overblikket og stædigt insistere på at få de oplysninger, jeg har brug for, så vi kan løse vores opgaver. Men ellers mangler vi jo stadig at evaluere hele forløbet. Det mest overraskende har nok været, hvor hurtigt ting har kunne løses. Det har været fantastisk.