Der er altid solskin i mit køkken

Der er altid solskin i mit køkken

Der er altid solskin i mit køkken

Profil: Eleverne på Gerlev Idrætshøjskole har nydt godt af ernæringsassistent Line Christensens faglige og sociale engagement. Hun har altid tid til en snak med alle nationaliteter, fra Kina til Polen.

Der er altid solskin i mit køkken. Sådan siger Line Christensen i en ny video fra Kost & Ernæringsforbundet, som skal få flere til at fatte interesse for den uddannelse som ernæringsassistent, hun selv er glad for at have taget.

− Som alle andre har jeg dage, hvor jeg vågner og tænker “bare jeg havde ondt et sted”, men alligevel kommer jeg op og afsted. Og når dagen bliver lysere, kommer der en varm følelse af solskin, forklarer hun. Hun håber, at kampagnen for ernæringsassistentuddannelsen vil få flere til at fatte interesse for uddannelsen.

− Det er super ærgerligt, at der ikke er mere fokus på den. Den har skabt så stor glæde i min hverdag. Og det tror jeg, at den også kunne gøre for mange andre. De har bare ikke hørt om den.

Fra nudler til mormormad

I det seneste halvandet år har ‘solstrålerne’ helt konkret ramt køkkenborde og gryder med mad til aktive, unge mennesker fra hele verden. De er på et kortere eller længere ophold på Gerlev Idrætshøjskole på Vestsjælland, hvor Line Christensen arbejder. Elevernes forskellige kulturer og baggrunde betyder, at hun og kollegerne laver alt fra friskbagt groft brød over nudler og græske specialiteter til klassisk dansk mad.

− Størstedelen af vores udenlandske elever kommer fra Kina og ellers fra Skandinavien og Østeuropa. Mange af dem er optaget af bæredygtighed, miljø og madspild, så mange er veganere eller vegetarer, og det skal menuen kunne rumme, fortæller Line Christensen.

God mad er også god service

Tre hovedmåltider plus pausemad bliver det til i løbet af en dag − med fokus på at give de unge tilstrækkelig energi og næring til en lang og aktiv dag. Det betyder masser af grove grøntsager, groft brød, frugt og salater samt varme retter til både frokost og aften.

− Jeg har bevidst valgt at arbejde med unge, så skal man have fingeren mere på pulsen. Desuden er her liv og glade dage. Jeg brænder for at lave god hverdagsmad til dem. Mad, som er sund, nærende, smager godt og ikke koster en million. At levere den service til dem er en vigtig del af mit fag og min uddannelse.

Laver mad, der minder om hjem

Line Christensens ansættelse udløb i slutningen af august, og planen er at læse videre til fødevareteknolog, da hun blandt andet gerne vil arbejde mere med produktudvikling og kvalitetssikring. For Line har tiden på Gerlev Idrætshøjskole dog næsten også været en hel efteruddannelse i sig selv.

− Jeg har lært meget om mad til fremmede kulturer − og om, hvor stor betydning det har for nogle at få mad, der minder om hjemme. Jeg har nydt at give en kineser nudler med sur-sødsovs, som han har ønsket sig.

− Og så har jeg i øvrigt lært at tale meget bedre engelsk. Fordi eleverne er kommet i køkkenet, og fordi jeg har præsenteret menuen for dem hver dag − på engelsk. Det har givet mig en større selvsikkerhed.

 

BLÅ BOG

Line Christensen
20 år

Ernæringsassistent i 2016, udlært på Køge Sygehus. Ansat på Gerlev Idrætshøjskole indtil september 2018. Vil videreuddanne sig til fødevareteknolog i foråret 2019.

MIN HVERDAG

Mit køkken: er et frirum, hvor jeg kan fordybe mig og eksperimentere på en anden måde end på arbejdet. Det bliver jeg aldrig træt af.

Et Dagmarkors: en dåbsgave fra mine bedsteforældre. Jeg føler mig nøgen uden og har det altid på, på nær når jeg sover og er i bad.

Min bamse: også en dåbsgave fra min søster. Inden jeg fik kærester, var det den, som krammede mig, når dagen havde været hård.

Støvsugeren: måske lidt mærkeligt, men jeg leger ofte med den flere gange om dagen. Det er hyggeligt, og jeg nyder at mit hjem ser rent ud.

Min familie: Jeg har Danmarks bedste. Fordi jeg kan lide mit arbejde så meget, har jeg en tendens til at tage det med hjem, på godt og ondt. Min familie støtter mig, og  jeg kan jeg læsse af hos dem.

Se film om ernæringsassistentuddannelsen
www.blivernaeringsassistent.dk

Artiklen har været bragt i Kost & Ernæringsforbundets fagblad Kost, Ernæring & Sundhed 9/2018.

Facebooktwitterlinkedinmail