Vi skal have endnu mere ud af velfærdskronerne, og politikerne skal ikke gemme sig bag deres embedsmænd. De må stå på mål for deres prioriteringer. Men i sin grundstruktur fungerer velfærdssamfundet forbilledligt, siger Bjarne Corydon, ansvarshavende chefredaktør og direktør på dagbladet Børsen til FSD’s Årsmødemagasin.
Vi har en af klodens stærkeste og mest veludviklede velfærdsstater, hvor vi bruger næsten halvdelen af vores BNP på hinanden. Så at den skulle være under afvikling, er noget sludder. Og vores velfærdssamfund bygger på bærende værdier om fællesskab, solidaritet, lige muligheder og stor sammenhængskraft. Der, hvor de to – velfærdsstat og -samfund – møder og overlapper hinanden, spiller en stor rolle for os alle sammen, fordi velfærden er bygget universalistisk op. Daginstitutioner, skoler, uddannelse, sundhed, ældrepleje osv. er tilbud, vi alle gør brug af. Så forfaldshistorien om, at Danmark som velfærdsstat og -samfund ikke fungerer, er en falsk fortælling.
Sådan lyder Bjarne Corydons grundfortælling om Danmark som velfærdssamfund. Den tidligere socialdemokratiske finansminister, i dag adm. direktør og ansvarshavende chefredaktør på dagbladet Børsen, ser ingen grund til at nedgøre, hvordan de bærende samfundsinstitutioner fungerer og hylder også den vigtige rolle, civilsamfundet spiller heri.
Men hvis velfærdssamfundet alligevel skulle til et serviceeftersyn hos dig, hvor mener du så, at der er behov for justeringer eller reparationer?
– Jeg mener jo, at det handler om at få mere for de penge, vi bruger på fælleskabet. Især når der er tale om andre folks penge, skal vi diskutere med præcision, hvad vi bruger dem til. Derfor er det stadig en vigtig og en varm dagsorden. Det er også en af de allermest triste misforståelser i den offentlige debat, at når vi taler om større effektivitet og produktivitet eller prioriteringer, bliver det set som et modstykke til en social, velfærds- og kvalitetsdagsorden.
– Omvendt er det ikke kompliceret at prikke hul på den forestilling. For det er ikke bare hensigtsmæssigt at bruge pengene mere effektivt, så tingene koster mindre. Det åbner også et rum for at bruge dem på flere formål. Det kan først og fremmest mærkes hos de mennesker, det handler om, hvis vi lykkes bedre med forebyggelse, rehabilitering, til at løse sociale problemer eller lære børnene mere i skolen. Og samtidig er det en samfundsgevinst. Så jeg har lyst til at tage et frontalopgør med modstillingen mellem det varme, fælles og sociale – og det at få mest ud af pengene.
Det har jo vist sig, at en sammenhængende styring og ledelse er en svær opgave at løfte – og netop derfor så meget desto mere vigtig.
– Desværre er der også udbrudt et alvorligt tilfælde af skizofreni i effektdiskussionen. For vi vil gerne have indsatser, der virker – og mere viden om dem. Men på den anden side skal vi holde fingrene væk. Vi vil ikke måle og dokumentere. Og selvfølgelig skal man ikke måle på ting, man alligevel ikke har tænk sig at bruge til noget – det er pjat og bureaukrati, men man burde være modig nok til at få på bordet, om man egentlig har gjort en forskel med de skattekroner, man har fået bevilget. Det burde være en æressag for hele sektoren. Og i den diskussion kunne det politiske system godt trænge til lidt oprydning. Det ville da være velgørende, hvis den kom fra de fagprofessionelle.
Politikere, der gemmer sig bag deres embedsmænd, når der skal prioriteres og skal forklares sammenhænge, der måske er upopulære eller grundlæggende handler om at forvalte lovgivningen, er noget af det mest nedbrydende for ideen bag både velfærdsstat og -samfund.
Hvordan mener du, at kommunerne skal få enderne til at mødes i forventningspresset fra oven fra rettighedstænkende politikere og fra neden fra ditto borgergrupper?
– Det er der kun ét svar på, som du gerne må skrive med versaler: POLITISK LEDERSKAB. Politikere, der gemmer sig bag deres embedsmænd, når der skal prioriteres og skal forklares sammenhænge, der måske er upopulære eller grundlæggende handler om at forvalte lovgivningen, er noget af det mest nedbrydende for ideen bag både velfærdsstat og -samfund. Politikere må selv stå på mål for deres prioriteringer og den lovgivning, de vedtager. Det er i sagens natur svært for embedsmændene at gøre op med, men så må andre debattører bære den fakkel.
Især på det specialiserede socialområde (handicap og psykiatri) og på sundhedsområdet er udgiftsniveauet (tilgangen af borgere og opgaver) vokset markant de senere år og presser den kommunale økonomi. Hvordan skal kommunerne knække den nød, mener du?
– Det er svært at have en patentløsning på, så jeg siger med forsigtighed, baseret på mine egne erfaringer, at der indlysende er et uløst problem i grænsefeltet mellem kommuner og regioner og mellem social- og sundhedsvæsen – sagt med kærlig respekt for begge dele.
– Jeg har jo selv i min tid forhandlet regions- og kommuneaftaler og kan bestemt godt se behovet for at gøre systemet mere sømløst. Men jeg må sige, at viljen til at sætte borgeren i centrum har ladet noget tilbage at ønske på den anden side af forhandlingsbordet.
Nu har vi fået anbefalinger fra Ledelseskommissionen og venter på Sammenhængsreformen. Hvad dine forventninger til effekten af dem?
– Jeg er realist, og det har jo vist sig, at en sammenhængende styring og ledelse er en svær opgave at løfte – og netop derfor så meget desto mere vigtig. Så det er mit håb, at de her initiativer kan flytte noget, og mit indtryk er, at Sophie Løhde griber opgaven ambitiøst an. Jeg synes også, at Ledelseskommissionen har løst sin opgave indenfor den opsatte ramme. Her er det måske især interessant, at det principielle om at sætte borgeren i centrum er det etos, der gennemsyrer den måde, man løfter ledelsesopgaven i det offentlige på. Det kan jeg godt lide.
– At nogle fniser lidt af det, synes jeg er lidt småarrogant. For når man ser på, hvor mange penge og imponerende mange kræfter, vi bruger på hinanden og på at løfte opgaverne i velfærdsstaten, så mener jeg, at man kun kan udtrykke sin grundlæggende respekt for, at her ikke er tale om ligegyldigheder eller tom, politisk retorik. Vi bør og kan få mere ud af de penge, vi bruger på fælleskabet – det vil først og fremmest være en social og menneskelig gevinst. Og at nogle tager på sig at rejse den dagsorden, synes jeg er al ære og respekt værd.
Artiklen har været bragt i FSD’s årsmødemagasin 2018.