Tænk mindre – og skab plads i dit indre ledelsesrum

Tænk mindre - og skab plads i dit indre ledelsesrum

Stress-epidemien truer også lederne. Derfor skal de tage alvorligt at få skabt plads i deres indre, mentale ledelsesrum ved at lære at lade tankerne fare, lød budskabet fra to erhvervspsykologer på HK Kommunals Chefkonference.

Om to år vil stress med tilhørende angst og depression være den næstmest udbredte lidelse i verden – kun overgået af hjerte-karsygdomme. Det forudsiger Verdenssundhedsorganisationen WHO. Og det efterlader lederne med en stor udfordring. For mange bøvler med tankemylder. Overvejelser om, hvorvidt de er gode nok som ledere. Bekymringer om, hvad fremtiden bringer. Og om, hvordan de kan kontrollere den, så de undgår de værste katastrofer i de forandringer og krav, de mødes med fra alle sider.

– Derfor er I nødt til at finde en måde at skabe plads i jeres indre ledelsesrum på, sagde Solveig Gjerding, erhvervspsykolog og erfaren ledercoach på HK Kommunals Chefkonference under temaet ’Udbyg dit ledelsesrum og dit personlige lederskab’.

Vælg dit tankemæssige fokus

Én vej at gå er med den såkaldte metakognitive tilgang.

– Den handler om, at vi selv kan gå ind og vurdere, om alle vores tanker er noget, vi vil bruge tid på. Vi har 30-40.000 tanker i løbet af en dag. Kan I huske dem alle sammen? Nej, vel. Vi kan ikke fjerne tankerne, men vi kan vælge vores fokus – hvor meget energi, vi vil give den enkelte tanke, sagde Solveig Gjerding.

Pia Callesen er også psykolog og ph.d. og en af de førende på området, når det gælder det metakognitive arbejde med tanker. Hun har for nylig udgivet bogen Lev mere – tænk mindre, og i et kort videoklip sammenlignede hun tankerne i hovedet med et running sushi-bånd.

– I running sushi kører båndet hele tiden. Der kommer konstant en makirulle eller noget andet kørende forbi. Sådan er det også med tankerne i hovedet. Der kommer hele tiden en ny tanke, vi kan forholde os til.

Men, er Pia Callesens pointe, det behøver vi ikke.

– Vi kan vælge, om vi observerer dem passivt, eller om vi tygger på dem. Tankerne kører stadig rundt på det indre sushibånd, men de er også flygtige. En tankes levetid er kun et par sekunder, hvis de ikke bliver behandlet. Så ligesom når telefonen ringer, behøver man ikke altid at svare den. Man kan selv beslutte, hvor man placerer sin opmærksomhed, lød budskabet fra Pia Callesen.

Lev mere, tænk mindre – hør, hvad Pia Callesen siger om det på Youtube

Spring kun på det tog, du skal med

Lærer man det, er det en måde at tage styringen på i sit indre ledelsesrum, pointerede Solveig Gjerding.

– Mange tænker, at hvis jeg nu bekymrer mig rigtig meget og bruger lang tid på det, kan jeg forudsige langt ud i tiden, hvad der sker, og være helt klar på hvad der kan gå galt. Det hører jeg ledere sige, når jeg taler med dem. Men problemet er, at når man bekymrer sig for meget, mister man sin handlekraft og sin balance. Og så bliver det sværere at stå i krydspresset som leder.

Øvelsen er ifølge Solveig Gjerding derfor at anskue sine tanker som tog på en station.

– Du kan stille og roligt stå og iagttage, hvilke tog der kommer og går. For hvis du skal til Hamborg, springer du jo ikke på toget til Køge eller Paris. Dem lader du bare køre. Det samme gælder tankerne. Observer dem og tænk: ”Jeg tror egentlig, at jeg lader den tanke være.” Sådan kan du skabe et frirum i dit indre ledelsesrum, når krydspresset og tvivlen banker på.

Artiklen har været bragt på HK.dk i Chefgruppens nyhedsbrev marts 2018