Nu overlever jeg ikke bare. Jeg lever.

Nu overlever jeg ikke bare. Jeg lever.

Nu overlever jeg ikke bare. Jeg lever.

Fire medarbejdere i socialpsykiatrien i Høje-Taastrup Kommune vendte bøtten for Kenny Bülow, som i hele sin ungdom havde kæmpet med psykoser. I dag er han ansat som bokseinstruktør for andre psykisk sårbare samme sted, som hjalp ham ud af mørket.

”Sårbar boksning – Kenny” står der på den sorte T-shirt. Logoet er en rød boksehandske i et hjerte.

– Sådan en får man efter 20 ganges træning hos mig. Og det er altså noget, de kan forstå, konstaterer 35-årige Kenny Bülow, inden han smækker døren til metalskabet i, som også rummer en fin, lille boksepokal, deltagerne kan vinde. Selv fik han Høje-Taastrup Kommunes Handicappris i 2016 for sin store, frivillige indsats i netop ’Sårbar boksning’-projektet. I dag er Kenny Bülow ansat som instruktør i fleksjob samme sted – og dér, hvor hans eget U-turn begyndte.

– Jeg ville ikke på førtidspension. Jeg følte, at jeg havde så meget at give tilbage til andre unge psykisk sårbare. At se det samme håb og lys tænde i deres øjne, som jeg selv havde oplevet, da Lena, Mikkel og Bjarke (tidligere medarbejdere i socialpsykiatrien, red.) så og anerkendte mig – det er min mission.

Bokseprojekt blev vendepunktet

Fra at være helt isoleret, psykotisk, svært overvægtig, indlagt og selvmordstruet over 10-12 år i sin ungdom bor Kenny Bülow i dag i egen bolig på fjerde år. Han er medicinfri og har fået tilkendt fleksjob. Han tilskriver i allerhøjeste grad sin udvikling de medarbejdere, han mødte på et socialpsykiatrisk værested for fem år siden.

– Lena spurgte mig: ”Hvordan har du det?” ”Fint!”, svarede jeg. ”Nej, jeg spurgte: Hvordan har du det?”. Det gjorde indtryk. Senere mødte jeg Mikkel og Bjarke – hjemmevejledere, som delte min interesse for kampsport og træning. De hjalp mig bl.a. med at tabe 59 kilo. Og til sidst Ganja, som så mit potentiale for at instruere andre og var med til at gøre ’Sårbar boksning ’ til, hvad det er i dag. Det projekt blev virkelig et vendepunkt for mig. Her fik jeg lysten til at komme videre med mit liv, og den gnist jeg fik, kan jeg nu give videre til andre.

Sådan lyder den meget korte version af Kenny Bülows forløb i Høje-Taastrup Kommune – og han har kun ros tilovers for Social- og Handicapcentret.

– De accepterer, at der findes svage i samfundet; at alle ikke er 12-talsborgere, men at vi er nogle, der har brug for en hjælpende hånd. Det er det vildeste, der nogensinde er sket for mig – at de ville det og kunne forstå mig. De er en tryg favn, jeg ved, at jeg altid kan søge tilbage i for en kort stund, hvis jeg får brug for det. Men nu overlever jeg ikke længere i skyggen. Jeg lever.

Artiklen har været bragt i Socialchefforeningens årsmødemagasin 2018

Facebooktwitterlinkedinmail