Når livets flod rammer en, må man bygge en båd og sejle ned ad den

Når livets flod rammer en, må man bygge en båd og sejle ned ad den

Når livets flod rammer en, må man bygge en båd og sejle ned ad den

52-årige Michael har metastaser i lungerne med spredning til lymfesystemet. Kemoen har ingen effekt længere, så lægerne har stoppet behandlingen, og Michael har sagt sit job op for at nyde livet – som han håber varer mange år endnu. Men hvordan fortæller man sin eneste søn, at man har uhelbredelig kræft? Drengen, der allerede som 14-årig mistede sin mor i en ulykke …

Prolog
1997. En morgen i vuggestuens garderobe støder jeg på Line. Hendes søn Christian og min søn Oliver leger rigtig godt sammen, så vi sludrer ofte, når vi afleverer eller henter børnene. Denne morgen ser hun trist ud. Tavs, indadvendt, alvorlig. Jeg spørger forsigtigt, om der er noget galt. Så godt kender vi alligevel ikke hinanden. ”Michael og jeg skal skilles”. I det øjebliks fortrolighed opstår en forbindelse, der udvikler sig til et tæt venskab. Det varer ved op igennem børnehaveårene, hvor vores drenge er bedste venner, og i deres første skoleår. Det bliver til adskillige ski- og sommerferier sammen, mange, mange timers samtaler om liv og død og alt derimellem. Indtil livet senere atter skiller os ad, og vi bevæger os i hver sin retning.

I sommeren 2010 tikker en mail ind på min computer. Den kommer fra Helene, mor til Christopher, som også går i vuggestue og børnehave med Oliver og Christian, og som sammen med Line og jeg udgør et ’enlig mor-trekløver”, mens drengene er små. I mailen står: ”Jeg ved ikke, om du har hørt det – men Line er blevet dræbt i en ulykke”.

Jeg kan stadig mærke, hvordan chokket prikker mod huden. Adrenalinen pumper. Det suser for ørerne. Alting står helt stille, indeni og udenpå, mens jeg stirrer på teksten på skærmen.

Efter en stund kalder jeg på Oliver. ”Stakkels Christian. Hans liv er jo ødelagt”, er hans umiddelbare reaktion. Han er 14 år. Ligesom Christian.

To år senere, i foråret 2012, knækker Olivers fars ben sammen under ham, mens han er på arbejde. Det viser sig, at det er sket et par gange før, ligesom Ronnies ene arm har været periodevis følelsesløs, uden at han har taget notits af det. Men denne dag ryger han afsted med ambulance. Og allerede samme eftermiddag står det klart: Ronnie har lungekræft, som har bredt sig til flere andre steder i kroppen, bl.a. til hjernen med fem metastaser.

Tre måneder senere begraver vi ham. Oliver er 16 år.

Fra den dag, Ronnie får diagnosen, starter overvejelserne hos mig som mor: Hvordan tackler jeg den her situation bedst muligt for Oliver? Hvornår og hvordan fortæller jeg ham, at hans far skal dø? Hvordan hjælper jeg ham igennem sorgen? Hvad kan jeg gøre? Hvad får jeg lov at gøre? Hvordan skal vores liv nu forme sig? Det skal vise sig at være det sværeste, jeg har stået i som menneske. Processen bliver overordentlig vanskelig for både mig og Oliver. Ingen nemme løsninger, ikke megen hjælp. Ingen manual.

Hvert år er der tusindvis af børn og unge, hvis forældre får konstateret kræft eller andre livstruende sygdomme. Børn og unge, som mister deres forældre alt, alt for tidligt. Denne historie er til dem – og til deres forældre. Den er blot ét eksempel på, hvordan livet kan slå nogle gevaldige slag. Og blot én fortælling om, hvordan man kan vælge at tackle døden, sorgen og livet bagefter, både som voksen og barn.

***

Sommeren 2010: Michael misser med øjnene mod solen, da han træder udenfor, og tager mobilen, som kimer i hans lomme. Indenfor sidder Michaels 14-årige søn, Christian, og hans gamle far, Søren, sammen med et par andre familiemedlemmer og spiser frokost på en restaurant i Lourdes i det sydlige Frankrig. Sådan som de har gjort så mange gange før.

Det er den 21. juli 2010. I røret siger en mand, at Line, Michaels ekskone og Christians mor, er ’omkommet’. Et tandemspring med paraglider i Slovenien er gået galt, og Line er blevet dræbt i et lodret fald på 50 meter mod klippeunderlaget.

Manden, der ringer, er fra Lines arbejde. Som nyuddannet psykolog er hun for første gang afsted på tur med brugerne fra den institution, hun er ansat på. De seneste mange år er turen gået til det samme sted i Slovenien, og hvert år har både brugere og ansatte paraglidet fra bjergsiden over det naturskønne, skovrige område. Som den sidste denne tirsdag springer Line tandem med den lokale instruktør. Noget går galt med vinden i afsættet, og paragliderens vinger klapper sammen.

I den times tid, det tager at køre tilbage fra restauranten til huset, de har lejet til ferien, er Christian i en slags choktilstand, husker Michael. Verden er ikke længere den samme. Christian har mistet sin elskede mor, Michael sin bedste ven. Og han er med ét slag blevet enlig far.

– Det var lettere uvirkeligt. Jeg kan huske, at Henrik – hed han vist, ham, der ringede – brugte ordet ’omkommet’. Line var ’omkommet’. Da jeg gik ind i restauranten og fortalte det til de andre, sagde Christian: ”Ej, far. Det er altså ikke noget, man laver sjov med …”. Den var hård. Men der gik ikke længe, før jeg meget nøgternt tænkte: ”Okay, Line er død. Nu er det Christian, det handler om. Så hvordan gør vi det her bedst …?”. Jeg havde jo ikke prøvet at være alene om at passe på og sørge for Christian før. Og jeg var meget bevidst om, at det var min opgave at få ham igennem ’det her’. Men hvad ’det her’ var, vidste jeg ikke.

– Jeg tror egentlig, jeg gik i en form for ’survival mode’, hvor jeg skar alt overflødigt væk. Det eneste vigtige var Christian.

“Der var ikke megen gråd”

To dage senere rejser Michael og Christian hjem til Danmark. Ugerne efter står lidt i en tåge for Michael. Alt det praktiske med at få Line hjem, få arrangeret og komme igennem begravelsen, rydde hendes lejlighed.

– Jeg husker det ikke som en dramatisk tid, men stille og rolig. Jeg kan huske, at mange kondolerede.

– Og så kan jeg kan huske, at jeg sagde til Christian, at sorg er individuelt. Ingen kan sige, hvordan du skal sørge. Om du skal græde eller ikke græde. Du gør det, som du vil.

– Christian var meget indadvendt. Der var ikke megen gråd, hverken fra ham eller mig. Vi var rystede. Så det var en stille periode. Og jo, selvfølgelig tænkte jeg på, at jeg stod i en situation som far til et barn, der havde mistet sin mor. Det var en situation uden en manual. Og ingen kom med gode råd. Via Lines arbejde fik Christian tilbud om at tale med en psykolog, og det gjorde han. Hun sagde bagefter til mig, at han virkede som en sund dreng, der sørgede på sin egen måde. Stille.

– Men selvfølgelig var jeg da bekymret for, om han sørgede ’rigtigt’. Eller om han lagde låg på sine følelser. Det er jeg stadig. Har jeg været nok til stede? Hvis jeg kunne træde et skridt tilbage, ville jeg nok have budt mig mere til. Jeg tror måske, at jeg har forventet, at han var mere voksen, end han faktisk var, fordi han virkede så afbalanceret og stærk. Og det gentog sig faktisk, da jeg fik konstateret kræft.

“Han har været overmåde tapper”

Efter Lines død flytter Christian hjem til Michael på Østerbro. Her er Line aldrig tabu. Hun bliver nævnt, når det falder naturligt. Og det billede af hende, som Christian er særlig glad for, står fremme. Men sorgen over, at hun er væk, er alligevel aldrig rigtig et samtaleemne over aftensmaden.

– Vi havde hver især nogle gode minder, vi passede godt på. Og jeg opfattede, at ingen af os havde særligt behov for at tale om hende. Ingen af os gav udtryk for vores savn. Men måske handlede det også om, at jeg ikke ville rokke båden. Jeg opfordrede Christian til at tale om Line med sin mormor og hendes mand, og med en af Lines meget gode veninder, som havde kendt hende godt. Det ved jeg, at han har gjort.

– Men set i bakspejlet skulle jeg nok have skubbet mere på. Jeg vidste bare ikke, hvordan man gjorde. Og jeg er lidt konfliktsky af natur, det indrømmer jeg. Så jeg fæstnede min lid til, at han havde sin egen sfære med de mennesker, som havde kendt Line. Nogle gange er det også nemmere at tale med andre om det – sådan har jeg det selv.

Michael sammenfatter Christians måde at håndtere tabet af sin mor på med ét ord: Tapper.

– Han har været overmåde tapper. Men han er samtidig en sund dreng. Ikke så følelsesladet udadtil. Han vender det indad. Jeg har været så ked af det på hans vegne – det er fandens unfair, at han skulle miste sin mor som 14-årige. Det skal ingen børn. Og jeg sørgede også selv – jeg var ufattelig ked af at miste hende. Vi havde fået opbygget så fint et venskab og var begyndt at rejse sammen med Christian. Det sidste hun sagde til mig, inden vi rejste til Frankrig den sommer, var: ”Når I kommer hjem, skal vi tale om en tur til Afrika”. Hun var min bedste ven, mit livs store kærlighed. Men jeg er taknemmelig for, at jeg lærte hende at kende – det har gået som en rød tråd igennem det hele. Også i de perioder, hvor sorgen har fyldt meget, har taknemmeligheden fyldt mere.

“Den gode nyhed er, at de ikke vokser”

Syv år efter Lines død, den 19. juni 2017, skriver Michael i et opslag på Facebook:

”Normalt ville jeg arbejde nu eller i det mindste tænke på den kommende uge i Mærsks fantastiske blå verden, men det er ikke min verden længere. Sidste fredag sagde jeg op efter 17 år. Så på mandag cykler jeg ikke ivrigt afsted mod Esplanaden. Trist. En svær, men rigtig beslutning. Af og for mig. Faktum er, at min kemoterapi er holdt op med at virke. Jeg har stadig adskillige metastaser i mine lunger og i en del af mit lymfesystem. De forsvinder ikke. Der er ingen yderligere behandling. Den gode nyhed er, at de ikke vokser. Faktisk har meta’erne ikke rørt meget på sig siden februar. Så – groft sagt ved jeg, at kræften vil slå mig ihjel (hvis ikke kærlighed, dårlig Bourgogne eller et misset hårnålesving i Alperne), jeg ved bare ikke hvornår. Folk har levet mange år med kræft. Hvorfor ikke også jeg? Så det har jeg tænkt mig. Bevidsthed over krop, passe på mit immunsystem, spise sundt, rejse, dyrke motion. Mere fokus på min fantastiske søn, søster, far og resten af familien.”

Opslaget er ikke i sig selv et særsyn. Siden Michael i maj 2013 fik konstateret endetarmskræft, har han løbende og åbent delt sit sygdoms- og behandlingsforløb på Facebook. Altid med en ukuelig optimisme, kampgejst og overbevisning om, at livets goder – vin, mad, smukke kvinder, gode venner og en cykeltur eller skiferie i Alperne – nok skal holde ham i live.

“Det skulle bare løbes væk”

Det var ellers lige ved at gå galt. Helt galt. Efter i to et halvt år at have haft symptomer i afføringen, som ”bare skulle løbes væk”, måtte Michael til sidst krybe til korset og gå til lægen. Og beskeden var langt fra opløftende.

– Jeg var ude at rejse med Mærsk til Busan i Korea og kan huske, at jeg ville løbe mig en tur en morgen. På vej op ad en bakke til hotellet blev jeg overvældet af fuldstændig vanvittige smerter i maven. Da tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte gå til lægen, når jeg kom hjem. For jeg havde jo haft alle de kendte symptomer – blod i afføringen, vekslende konsistens og altså også smerter.

Hjemme i Danmark stikker lægen et par fingre op i endetarmen på Michael, da hun har hørt hans fortælling. Og kan med det samme konstatere en ordentlig knude. Michael bliver sendt til udredning allerede ugen efter under Kræftpakken. Diagnosen kommer et par dage senere: Endetarmskræft i stadie fire og spredning til lungerne.

– Jeg kan huske, at lægen på Bispebjerg sagde, at jeg havde grund til at være bekymret. Meget bekymret. Men beskeden lød også: ”Vi arbejder på at gøre dig rask”. Og lige netop den sætning gjorde hele forskellen for mig. For den gav mig jo beskeden til Christian. Det var the gameplan: ”Vi arbejder på at gøre dig rask”. Men jeg kan godt huske, at jeg havde svært ved at holde tårerne igen, da jeg skulle fortælle ham det derhjemme. Han reagerede som dengang med Line: Stille, rolig og indadvendt.

 “Min rolle var at gå forrest”

Michael bliver opereret kort efter, får fjernet knuden, en pæn bid af endetarmen og vågner op med en stomi. Han er indlagt i flere uger, da hans system har svært ved at komme i gang igen. I den periode bor Christian alene i lejligheden på Østerbro.

– Det insisterede han på. Jeg har siden tænkt meget over, om det var det rigtige at give ham lov til det. Han var kun 16 år, og hans far lå dødssyg på hospitalet. Men han ville håndtere det selv. Så jeg tænkte, at min rolle var at gå forrest – vise vejen, vise retningen: ”Jeg er træet, som står rank i skoven. Og hvis noget svajer, kan du altid læne dig op ad mig.”  Så jeg tror, at da jeg sagde til ham, at planen var, at jeg skulle blive rask, var det en lettelse. Han kunne se på mig, at jeg mente det. Og så troede han på det.

– Men jo, gu’ var jeg da bange for, at jeg skulle dø fra Christian. Det var så unfair over for ham. Kun tre år efter han havde mistet sin mor, og han var kommet godt i gang med gymnasiet. Det var ikke lige det, han havde behov for. Men selv har jeg aldrig været bange for at dø. Jeg har været bange for ikke at leve.

Efter operationen står den på kemo i flere omgange for Michael. En kur, der kan sende selv Michaels ellers næsten vanvittige livsgejst i dørken. Efter en hel sommer med Real Housewives of Vancouver og andre dårlige realityprogrammer i formiddags-tv sværger Michael, at han aldrig vil se så meget som ét eneste mere i resten af sit liv.

Men opgaven som far, ansvaret for Christian, holder ham til ilden.

– Han kunne jo finde på at komme hjem med to-tre kammerater og forvente, at der stod mad på bordet. Så stod jeg der i min kemo-rus og skulle sørge for det. Så er man ikke i tvivl om, at man lever. Det holdt mig i live.

“Stomiposen eksploderer ud over hele badeværelset”

I december 2013 er Michael i gang med anden omgang kemo. Ved en fejl får han sprøjtet kemoen direkte ind i armen i stedet for i blodbanen. Effekten er, at vævet nærmest forstener, og han kan ikke rette sin højre arm ud, endsige bruge sin hånd i en lang periode.

– Da jeg kommer hjem samme aften, skal jeg skifte min stomipose. Her plejer jeg at bruge højre hånd. Jeg ved også, at Christian kommer hjem om lidt med nogle venner og forventer, at der er aftensmad til hele banden. Men det er altså ikke nemt at skifte en stomipose med én hånd – og oven i købet med den venstre. Så jeg kommer ved en fejl til at trykke på posen, der nærmest eksploderer ud over hele badeværelset. Op og ned af væggene. Jeg lå der på gulvet … og kan huske, at jeg kiggede op på det hele og tænkte: ”Ahh, nu strammer han den sgu lidt”.

Men kemoen virker. Tarmkræften forsvinder. Michael genvinder livsgnisten og genoptager jobbet som senior press officer hos Mærsk på Esplanaden i København. Og Facebook genlyder atter af latteren fra en storgrinende Michael på dækket af det ene store fragtskib et sted i verden efter den andet, på vej ned ad en stejl skipist i Alperne eller lykkeligt svedig i stramtsiddende lycratøj efter et ukendt antal hårnålesving på racercykel. Kun varieret med opslag om udsøgt fransk mad og vin, som oftest flankeret af gode venner og sin søn Christian.

– Nej, jeg havde det ikke, som om jeg havde fået livet igen. Jeg havde aldrig mistet det. Det var jo det, vi havde arbejdet på – at gøre mig rask igen. Operationen var gået godt, trods komplikationerne bagefter. Jeg var startet på noget fitness før kemoen, og min form gik fremad. Jeg blev scannet hele tiden og vidste godt, at der var en risiko for, at det kom igen. Men jeg havde ikke vaklet i troen undervejs. Jeg havde store forventninger om, at livet ville blive godt til det sidste. Og den dag, jeg fik at vide, at kræften var væk, var en dejlig dag.

Napoleon fylder 50 år

Lørdag den 9. maj 2015 sætter Michael for alvor trumf på. En invitation på fransk lander i venners og familiers indbakke: 50 års fødselsdag skal fejres på Michaels lokale og, bien sûr, franske stamsted på Østerbro. Dresscode: rødt, hvidt og blåt. Naturellement. I døren står han selv og tager imod gæsterne i fuldt Napoleon-ornat: Uniform, lange støvler og den karakteristiske hat. Scenen til en storslået sejr er sat. Kræften er endeligt overvundet. Michael er erklæret 100 pct. rask.

Men sådan ser det ikke ud godt et halvt års tid før. Godt nok er tarmkræften væk, men til en kontrolscanning i november 2014 finder lægerne igen pletter på den ene lunge. Kræften har bredt sig, og Michael får fjernet en hel lungelap i højre lunge, den ene af de fem lungelapper, vi har. Efter operationen følger endnu en kemokur. Og så den gode besked: Kræften er afgrænset til lungelappen og er nu, efter operation og kemobehandling, væk.

Derfor er Michaels fødselsdagstale til gæsterne på den franske vinbar gennemsyret af rendyrket livsglæde. Han hylder livet, troen på det gode, venskaber, kærlighed og de positive tankers kraft. Og han takker alle venner, familie og ikke mindst sønnen Christian, som nu 19 år, for deres aldrig svigtende opbakning og tro på hans sejr. Hyldesttalerne, som følger fra gæsterne, klapsalverne, skålene og tårerne i øjenkrogene hos de fleste vidner om lettelse og glæde på hans og Christians vegne. Alle kender historien, alle har kendt Line. Alle ved, hvad Christian har gennemlevet i en alt for tidlig alder. Og Michael de seneste år. Så denne aften flyder glæden frit ligesom den gode, franske rødvin ad libitum i glassene.

Jeg er jo frankofil. Derfor havde jeg bedt folk om at klæde sig ud som noget fransk. Og så synes jeg bare, at der er noget flot over navnet ’Napoleon’. Og over ham, som han står dér med sin hat. En sejrherre. Desuden var kostumet nemt at få fat på, så det var bare super skægt.

– Men min tale var alvorlig ment. Når man ligger syg, tænker man meget over livet. Og på det, som man skal gøre mere af, fx at holde fester og fejre sine fødselsdage – især de runde. Det har jeg aldrig været god til, så nu tænkte jeg: ”Fandeme nej, nu har jeg været raskmeldt i et år. Så hvorfor ikke give den en ordentlig skalle? Fejre livet!” Som sagt ikke fordi jeg følte, at jeg havde fået det igen. Men fordi jeg følte, at jeg havde helt styr på mine prioriteter. Faktisk husker jeg ikke så meget ellers fra festen. Jeg blev meget beruset. Jeg mindes bare en stemning af glæde, god mad, søde folk. Sådan noget livsbekræftende, man kan hive frem på regnvejrsdage. Og så var Christian med. Det var prikket over i’et.

“Kræften er tilbage”

Godt et år efter, den 19. juli 2016, dukker et nyt opslag fra Michael op på Facebook:

”Nogle gode og nogle mindre gode nyheder. I begyndelsen af juni gennemførte jeg ”La Marmotte”, en cykelsportsevent i de franske alper. 174 km og 5.000 højdemeter over tre stigninger udenfor kategori. Det var en af de hårdeste, men også lykkeligste dage i mit liv. Et mål, jeg satte mig for to år siden, da jeg kom mig efter stadie fire-endetarmskræft.

For lidt over en uge siden fik jeg besked om, at kræften er tilbage. Jeg har adskillige metastaser i begge lunger og i lungernes lymfesystem. Det er anden gang, det sker, men sidste gang var det én stor metastase, som hurtigt blev klaret ved at fjerne den lungelap, den sad i. Lægen har ordineret tre måneders kemo – og så tager vi den derfra. Men for at være helt ærlig er jeg noget utilfreds. Jeg har aldrig helt forstået pointen med kræft. Det gør ikke andet end at skabe ravage hos de mennesker, den rammer, deres liv og deres kære. Som om der ikke var kaos nok i verden i forvejen …

Men, men – Kemo og jeg har tænkt os at sparke meta’erne herfra og til evigheden, og det giver mig så også mulighed for at indhente kvalitetslitteratur, sidste sæson af Game of Thrones og for at arbejde mindre.

Love, peace & happiness, Michael.”

– Jeg var faktisk lidt i tvivl, om jeg skulle skrive den opdatering. I mit første kræftforløb havde jeg kørt en mere lukket kommunikation via e-mail med folk. Men på en måde var det nemmere at sige det til så mange som muligt på én gang. Og jeg var klar over, at det her ville komme til at definere mit liv. Så det var en måde at italesætte alvoren i situationen på, også over for mig selv. Og så igen for at give den en skalle til.

– Christian vidste det godt. Han var den første, jeg fortalte det til. Det var på en måde mindre dramatisk end første gang, jeg skulle fortælle ham, at jeg havde fået kræft. Og mit signal var det samme: ”Den her tager vi også”. Udsigterne denne gang er bare lidt anderledes. Men planen er, at jeg skal leve så langt et liv som muligt. Og vi har begge to – han er jo en klog dreng – haft en viden om, at denne dag kunne komme. Jeg har været forberedt på det. Jeg ved ikke, om han har, men … shit happens. Han reagerede også lidt mere denne gang end første gang. Stillede flere spørgsmål, men som altid stille og roligt: ”Hvad betyder det?”, ”skal du i kemo igen?”, ”hvad kan du, og hvad kan du ikke?”.

– Som første gang kæmpede jeg også denne gang med tårerne, men tog lederskab. Jeg tænker tit på, hvad der er rigtigt og forkert at gøre. At man altid kan gøre tingene bedre. Men for mig er det allervigtigste, at jeg viser, hvad jeg gør, vil og tænker. For man kan jo tale herfra og til evigheden. Men hvis det ikke er autentisk, kan Christian jo gennemskue det med det samme. Han skal tro på mig, fordi jeg selv tror på det, jeg siger. Så for mig er det at handle det vigtigste. Fx havde jeg aldrig kørt med cykelhjelm, før jeg fik kræft. Det begyndte jeg på. Det betød meget for Christian. Jeg holdt op med at ryge. Det var også vigtigt. Jeg spiser ordentligt, dyrker motion. Og jeg holdt op med at arbejde for at opfylde alt det, jeg taler om.

“Jeg har ikke givet ham alle mellemregningerne”

– Et eller andet sted vil man som forældre jo gerne beskytte sine børn. Derfor har jeg heller ikke givet Christian alle mellemregningerne. Han er min søn, ikke min kæreste eller min fortrolige. Min opgave som far er at passe på ham. Og så ved jeg bare, at han er meget menneskeklog. Det har han fra Line. Han ved mange ting, uden at man behøver at sige dem – nogle gange lidt for mange. Og måske har han heller ikke spurgt mig af samme grund.

Den 5. august 2016, igen på Facebook: Billede af en smilende Michael med solbriller på og med noget, der ligner en sutteflaske i hånden: ”Jeg tror på, at knald eller fald med kemoterapien ligger i sindet. Og utvivlsomt takket være jeres gode vibes, tanker og hilsner føler jeg mig stærk, positiv og fit for fight. TAK! Anden runde kemo startede i går – inklusive en ration af to dages ’kemo-to-go’. Ha’ en fantastisk weekend!”

November 2017: Michael er netop vendt hjem efter en tur til Vietnam. I oktober Italien og Kroatien. Og i august Colombia. Michael og hans søster er adoptivbørn fra Colombia. Deres far var diplomat, og Michael er til dels vokset op i Paris og har bevaret en stærk frankofil tilbøjelighed. I sommer tog han Christian tre uger under armen og genså sit fødeland.

– Jeg er colombianer, og Christian er derfor halvt colombianer. Han har været i Nicaragua som frivillig efter gymnasiet, og han er en god rejsepartner. Vi har rejst meget sammen. Derfor tog vi sammen til Colombia. Det er også en måde at komme tættere på hinanden på. Og komplementere hinanden. Jeg har aldrig haft behov for at opsøge det børnehjem, jeg kom fra, men både Christian og jeg følte os rigtig godt hjemme i Colombia. Vi fik bekræftet, hvad min far altid har sagt: Det er et mangfoldigt og multietnisk folkefærd, en blanding af spaniere og indianere. Meget farverigt og tolerant. Og med en natur og geografi, som er uovertruffen. Det var en rigtig god oplevelse at dele med ham.

“Min gameplan er at nyde livet”

Michael og jeg sidder på en vinbar på Frederiksberg og samler de løse ender op i hans fortælling. Nu er der kun et spørgsmål, som trænger sig på:

Men hvad så nu, hvad skal der ske?

– Min gameplan er at nyde livet. Jeg lever fra kontrol til kontrol. Jeg bliver scannet hver anden måned – og håber bare på, at der sker noget nyt med, hvad man kan med behandlingen. Og så prioriterer jeg benhårdt. Jeg har ambitioner – både rejsemæssigt med steder, jeg vil undersøge, jeg vil gerne freelance lidt inden for mit fag, og jeg har nogle cykelløb, jeg vil gennemføre og nye steder, jeg vil cykle. Det handler om at nyde livet. Og om at være der for Christian.

– Byder kærligheden sig til, tager jeg også den. Så det eneste, jeg egentlig savner, er at kunne tale med Line om, hvad jeg skal sige til Christian. Vise hende, hvor stolt hun skal være af ham, vise hende, hvor fantastisk han er blevet. Og stille hende alle de andre spørgsmål, jeg har til livet. Jeg savner hende. Og jeg har haft hende i baghovedet hele vejen igennem: Hvordan ville Line have gjort det her – hvad ville hun tænke om det?

– Christian har i en tidlig alder – langt tidligere end de fleste – skullet tackle situationer og følelser, andre først møder langt senere. Men sådan er livet – det kan man ikke bekæmpe. Og det kommer jo til at danne ham – det har det allerede gjort. Det er vilkår, han har med sig. Det gode er, at man finder ud af, hvad det vigtige i livet er. Og at man skal opsøge livet for at få det bedste ud af det. Christian har allerede fået meget ud af det – været på efterskole, højskole, gymnasium og har rejst en masse. Den læring, han har fået, er, at man skal leve livet, mens man har det. Og man skal ikke kæmpe imod. Det er min overbevisning. Rammer floden os, må vi bygge en båd og sejle ned ad den. C’est la vie.

Christian har, siden han blev student for et par år siden, rejst, arbejdet og bl.a. taget en uddannelse som massør. Han deler en lejlighed med en kammerat og har en fast kæreste. Han vil gerne uddanne sig til fysioterapeut. Michael rejser fortsat alt, hvad han kan komme til.

 

Facebooktwitterlinkedinmail