Kost- og sundhedstrends: Forvirrer eller inspirerer de?

FAKTA

Sundt eller usundt, vi er forvirrede

•  50 pct. af danskerne synes, det er svært at vide, hvad der er sundt.
•  55 pct. af danskerne føler sig forvirrede af al den information, de får om sundhed og ernæring.
•  46 pct. af danskerne har online søgemaskiner som topkilde til information om mad, kost og ernæring,
•  43 pct. har familie og venner.
•  31 pct. har magasiner.
•  31 pct. har madlavningsprogrammer.
•  30 pct. har sociale medier.

Undersøgelsen er foretaget i Danmark, Finland, Sverige, Storbritannien, Holland og Tyskland. Ud af de seks lande er Danmark det land, hvor flest søger de sociale medier for information om mad, kost og ernæring.

Kilde: Epinion for Arla.
Se nyhed på Arla.dk den 4.april

FAKTA

Kost & Ernæringsforbundets rundspørge

Forbundet har foretaget en rundspørge blandt medlemmer og spurgt, i hvilket omfang de støder på ‘usikkerhed’ eller ‘markante holdninger’ til mad hos deres brugere og hos deres kolleger eller samarbejdspartnere – usikkerhed og holdninger, der påvirker deres arbejde som kost- og ernæringsfaglige.

Rundspørgen viser, at

•  30 procent i nogen grad oplever usikkerhed hos brugerne i forhold til, hvad der er det rigtige at spise.
•  26 procent oplever i nogen grad usikkerhed hos kolleger eller samarbejdspartnere
•  26 procent oplever, at brugerne i nogen grad har markante holdninger til, hvad der er det rigtige.
•  27 procent svarer, at kollegerne har markante holdninger.
•  De fleste, nemlig 70 procent, oplever ikke, at det påvirker deres arbejde som kost- og ernæringsfaglige.

www.kost.dk/kritisktænkning

Støjen kommer os til gode

Judith Kyst, direktør i Madkulturen.
Madkulturen står bag Madindeks, ‘Tal om mad’.

 − Jeg køber præmissen om, at vi bliver bombarderet med information om kost og sundhed, som er svær at filtrere. Og det skaber forvirring. Men det, vi kan se i Madindekset fra 2017 er, at trods bombardementet fylder det meget, meget mere i medierne end i realiteterne. For det er kun 1-3 procent af danskerne, som er hoppet med på foodtrends som 5:2, palæo og glutenfri. Og det er jo interessant, at trods støjen og forvirringen er det overraskende få, som bider på.

− Når det er sagt, er der nogle rene tendenser, som slår igennem. Lige nu er det veganermad blandt de unge i byerne. Den bølge tror jeg på kan bide sig fast, og den bliver spændende at holde øje med.

Er det så godt eller skidt med al den informationsstøj?

− Jeg tror faktisk, at støjen kommer os til gode, fordi den handlingslammer os, og vi opgiver hurtigt at bekende os til den ene eller andet kosttrend eller livsstil. På den måde kan støjen være en fordel. Det, som generer mig, er, at de officielle kostråd har svært ved at slå igennem. Altså at den viden, der er evidens for, ikke får den plads, den skal have.

− Strømmen af kosttrends er jo svær at ændre, men måske kunne man spille på de samme strenge og gøre de officielle kostråd trendy − selvom de er evidensbaserede og ikke så spændende eller ekstreme som andre kosttrends.

− En anden ting er, at tallene fra Madindeks viser, at det at spise fedtfattigt er det kostråd, som går bedst igennem. Men når nye tal samtidig viser, at over halvdelen af befolkningen og hver fjerde ung under 18 år er overvægtig, er der nogle målgrupper, vi ikke når med informationen om at spise fedtfattigt. Derfor er vi nødt til at være til stede med den rigtige information der, hvor de færdes.

Kan strømmen af nye tips og trends ikke også tjene til inspiration?

− Helt bestemt. Nogle gange følger der jo fortræffelige opskrifter med. Det er fint, så længe man ikke baserer hele sin kost på en bestemt trend. Og det ser det jo netop ikke ud til, at folk gør − heldigvis.

Ekstraordinære påstande kræver ekstraordinær evidens

Morten Svane, sundhedsdebattør, blogger og forfatter. Står sammen med Morten Elsøe bag bogen ‘Slut med forbudt’.

− Jeg ønsker et paradigmeskifte i vores forhold til sundhed. Slankeindustrien har korrumperet os til at tro, at lykken er en tynd krop. Det har været med til at skabe et kæmpe fokus hos de unge. Børn helt ned til 3. klasse bekymrer sig om deres krop. Børn, som bare burde lege og have det sjovt. Det er blandt andet derfor, jeg har skrevet bogen ‘Slut med forbudt’ og blander mig i debatten om sundheds- og kropsidealer.

 Hvordan kan det blive anderledes?

−  Løsningen er i hvert fald ikke at fokusere endnu mere på dogmer om sundhed og mad. Det store fokus lader nemlig til at være en del af problemet − ikke løsningen. Det gør os bare mere forvirrede og giver os et endnu mere anstrengt forhold til mad. Jeg plæderer for at se på de vaner, vi har forbundet med sundhed og mad − og ændre på dem. Og at se på fakta frem for anekdoter, som fylder meget, men som ikke kan bruges som argumenter i sundhedsdebatten. Det var debatten om HPV-vaccinen et godt eksempel på: Skrækhistorier afsporede debatten og resulterede i, at mange ikke lod sig vaccinere.

− Derfor vil jeg gerne opfordre til, at vi opdrager os selv til at se kritisk på den information, vi møder, og får videnskaben ind i debatten igen. Vi skal huske på, at ekstraordinære påstande kræver ekstraordinær evidens. Og så skal vi i højere grad lade os styre af det, som gør os glade, f.eks. at cykle en tur frem for at skulle styrketræne i fitnesscentret, hvis vi i virkeligheden ikke rigtig har lyst.

Hvad mener du, at myndighederne kan gøre for at imødegå anekdoter og fremme fakta?

− Konkret kunne vi få kritisk tænkning på skoleskemaet i folkeskolen og ikke først på universitetet. Hvis vi fra en tidlig alder lærer, at vi ikke kan bruge anekdoter som evidens og har en slags tjekliste for, hvornår vi skal være varsomme over for den information, vi bliver præsenteret for, ville vi stå langt bedre. Det er mere aktuelt end nogensinde med internettet og sociale mediers hastige distribution af information.

− Derudover har Fødevarestyrelsen ikke været særligt strategiske med deres kommunikation for at imødegå den voksende skepsis mod dem og deres kostråd, som særligt florerer inden for forskellige kostdogmer, f.eks. LCHF. Den mest almindelige kritik af kostrådene lyder på, at “de virker jo ikke”. Og hvis den skepsis ikke imødegås, fremmer det netop anekdoter frem for evidens.

Det første kostråd burde lyde: Nyd din mad

Katrine Gisiger, professionsbachelor i ernæring og sundhed, kognitiv kostvejleder og foredragsholder.

− Jeg kan godt forstå, at folk bliver forvirrede over al den information om kost og sundhed. Vi har jo alle et ønske om at være sunde, måske også om at tabe os − og hvis vi så lægger oveni, at vi er flokdyr og gerne vil have, at alle kan lide os, så gør vi som ‘flokken’. Hvis det er at spise masser af fedt, fordi nogen siger, at det er godt − eller modsat: slet ikke spise noget med fedt i og vaske kødet under vandhanen − så gør vi det.

− Men ingen kan jo overkomme alt det, vi får at vide, at vi skal gøre for at være sunde. Det er helt umuligt. Derfor oplever jeg også, at der opstår en utilsigtet konsekvens − en slags madstress. At man slet ikke gør noget, fordi man bliver utryg. Og det kan sætte gang i en ond spiral, fordi utryghed kan skabe overspisning, som man så skælder sig selv ud for, som igen skaber mere utryghed osv. Det ser jeg hos nogle af mine klienter.

Hvad kan man gøre for at skærme sig mod strømmen af mere eller mindre lødige tip?

− Det handler om at bygge et kritisk filter op. Jeg anbefaler, at man stiller to helt enkle spørgsmål, når man støder på ny information: Hvor meget? Fordi det er ignorant at tro, at mængder ikke har noget at sige. Der er stor forskel på, om jeg spiser 30 gram eller 3 kg slik. Så spørg ind til mængderne.

− Næste spørgsmål er: Hvor ved du det fra? Hvis nogen f.eks. påstår, at 10 gram Aspartam er kræftfremkaldende. Ved at spørge ‘hvem siger det’ kan afsenderen tvinges til at være kritisk selv. Hvis man efter at have filtreret med både ‘hvor meget’ og ‘hvem siger det’ har fået tydeligere svar, kan man vurdere om, det er viden, man vil forfølge eller ej.

− Magter man ikke det, så vælg bare at sige ‘nej’, hver gang du får ny information. Fordi det er en automatreaktion at tro, at man skal følge det hele. Og måske skal vi overveje, om den stress, der kan komme ud af hele tiden at bekymre sig om, hvor aktive vi er, hvor meget vi spiser osv., er mere skadelig, end det slik, vi faktisk spiser?

Hvem har et ansvar for at ‘informere’ rigtigt, mener du?

− Jeg ser det som min opgave at hjælpe folk ud af madstressen, ved at lære dem at være mere kritiske, give dem selvbestemmelse og handlekompetence. Jeg tror på at fjerne al tvang og alle barrierer for at give plads til det, vi gerne vil. Det skal være nemt, simpelt og lystbaseret at spise flere grøntsager og dyrke mere motion.

− Her synes jeg ikke, at de officielle kostråd har været formidlet optimalt. De opleves som regler, vi skal følge. Jeg synes også, at ti råd er for mange. Måske skulle det første råd lyde ligesom i Japan: Nyd din mad.