Guiden: Supervision giver både fagligt og personligt udbytte

Guiden: Supervision giver både fagligt og personligt udbytte

Guiden Louise Hansen

Er du kørt fagligt fast i en sag, har du brug for at høre kollegaernes refleksioner, eller har du bare brug for at vende spørgsmål om det til tider svære sociale arbejde? Supervision kan være rummet at hente håb og fornyet handlekraft i.

– Alle, som tager livtag med mennesker i komplekse livsomstændigheder, har brug for supervision. Socialrådgivere har tilmed handlepligt, men som regel ingen helt entydige svar eller løsninger at gå efter. Her er supervision et godt rum at reflektere i, udfordre hinandens antagelser og faglige uenigheder. Der er en kæmpe risiko for at brænde ud, hvis organisationen ikke stiller den hjælp til rådighed. Eller hvis ledelsen mener, at supervision kun skal fokusere på faglige temaer, som fremmer arbejdspladsens strategier eller mål.

Fornyet håb

Sådan siger Louise Hansen, chefkonsulent i Social og Beskæftigelse på Københavns Professionshøjskole. Hun har mange års erfaring både som supervisand i sin tid som kommunal socialrådgiver og som supervisor på beskæftigelsesområdet i sit nuværende job.

– Den klassiske supervision har til formål at gøre den fagprofessionelle klogere på: ”Hvad gør jeg ved sagen fagligt set, og hvad gør sagen ved mig og min fagprofessionelle identitet”. Der er altså både et fagligt og et personligt aspekt, siger hun og tilføjer:

– Helt banalt kan god supervision skabe håb, hvis du går derfra med et andet blik på din faglighed og handlemuligheder, hvis man er kørt helt fast: ”Måske kan jeg faktisk godt håndtere det her”. Men går der brok i den, eller bruger du rummet til at ventilere dårlig energi, så er supervisionen ikke hjælpsom.

Der er også problemstillinger, som ikke egner sig til supervision.

– Det kan være organisatoriske ting, for eksempel mangel på faglig ledelse, for mange sager og dårligt arbejdsmiljø. Det skal bringes op i andre fora. For selv om supervisionen aldrig kan løftes ud af den kontekst, den finder sted i, kan den omvendt heller ikke være et plaster på såret for dårlige vilkår i organisationen.

Nyere former for supervision, blandt andet uddannelsessupervision, understøtter i højere grad for eksempel udviklingsprocesser eller metodeuddannelsesprojekter i organisationen frem for den enkeltes faglige praksis og kan ifølge Louise Hansen også være en gode måde at bruge supervision på.

– Man skal bare være enige om i organisationen, hvilket formål supervisionen skal opfylde.


Chefkonsulent Louise Hansen, Københavns Professionshøjskoles afdeling for Social og Beskæftigelse. Her underviser hun, men yder også supervision i særlige forløb på beskæftigelsesområdet. Oprindeligt uddannet socialrådgiver i 1999 og har blandt andet arbejdet i Københavns Kommune og Revacentret.

Artiklen har været bragt i Socialrådgiveren 9/2020

Facebooktwitterlinkedinmail