Dramatisk indblik i socialrådgivernes arbejde: Hvilket indtryk efterlader det?

Dramatisk indblik i socialrådgivernes arbejde: Hvilket indtryk efterlader det?

Dramatisk indblik i socialrådgivernes arbejde: Hvilket indtryk efterlader det?

Hvilket indtryk synes du, at drama-serien ’Ulven kommer’ giver seerne af socialrådgivernes arbejde? Det har vi spurgt en politiker, skuespiller, socialrådgiver, en tidligere anbragt og Dansk Socialrådgiverforenings næstformand om.

Serien bør være obligatorisk pensum
Camilla Fabricius (MF), socialordfører, Socialdemokratiet:

– Da serien var slut, sad jeg tilbage med følelsen: ”Jeg vil også være socialrådgiver! Jeg vil også passe godt på udsatte børn”. Men også: ”Hold op, hvor er det et svært job”. For selv om Lars Madsen gør nogle ting, der ville trække anmærkninger hos Ankestyrelsen, så er det jo ham, Holly vælger at ringe til. Han virker meget erfaren – spørger for eksempel med det samme til familiens historik i forhold til at flytte fra kommune til kommune og til morens sygejournaler.

– Det fremragende skuespil betyder også, at man bliver taget med rundt i følelserne og frustrationerne og tvivlen om, hvad der er det rigtige at gøre. Plus det med, at man aldrig ser Dea med bare arme … og da Simon har taget kvælertag på hende, har hun tisset i bukserne, da hun rejser sig op. Det er virkelig gode detaljer, som jeg fra mit eget arbejde med kvinder og vold ved er rigtige. Så jeg synes, at serien burde være obligatorisk at se for alle socialrådgiver-, lærer- og pædagogstuderende.


Håber min rolle afmystificerer systemet
Bjarne Henriksen, skuespiller i rollen som socialrådgiver Lars Madsen:

– Alle, jeg har talt med, siger, at serien viser, hvor kompliceret og nuanceret et arbejde det er at være socialrådgiver. Udover at man skal overholde en masse regler og tage en masse hensyn, skal man samtidig på baggrund af skøn, vurderinger og samtaler med de forskellige parter i en sag træffe beslutninger hurtigt. Og vel at mærke beslutninger, der har vidtrækkende konsekvenser, og som ingen er glade for, når det kommer til stykket. Personligt kan jeg godt forstå, hvis nogen bukker under for det pres.

– Mit håb med rollen har været at afmystificere systemet lidt – vise, at det er rummeligt og ikke bare ude på at tvangsfjerne børn eller smadre familiers liv. Jeg har også arbejdet meget på at få Lars Madsen til at være så virkelighedsnær som muligt. Og jeg synes, at socialrådgiveres arbejde burde værdsættes mere og ikke udsættes for den kritik og mistænkeliggørelse, som sker. Derfor synes jeg, at det er godt, at en af hverdagens helte er blevet shinet lidt op med serien.


Konflikten træder fint og frygteligt frem
Vibeke Pichard, socialrådgiver i Roskilde Kommune og medudgiver af podcasten ’Elsk Foucault’:

– Serien skildrer fint den dårlige automatkaffe, de grå betongange og den joviale kontorhygge. Lige som de tunge møder, der trækker ud, og forældre i affekt også er let genkendelige. Vi møder dog ikke størstedelen af vores arbejde: Vejledning, undersøgelse og foranstaltninger, men rammer kun der, hvor smerten er størst og magten mest synlig: Frygten for at miste sine børn, og tabuet ved at andre skal ind i dit hjem og irettesætte den måde, du er forældre på.
– Det, som ofte fylder enormt meget i debatten om socialt arbejde, nemlig konflikten i ’retten til at blande sig’, træder fint og frygteligt frem. Vi bliver suget helt ind i en enkeltsag og mærker, hvorfor det er ikke let, når ulven kommer.
– Serien er måske derfor den største formidlingsmæssige gave, vi har fået. Det er ikke nemt at træffe afgørelse i andre menneskers liv – heller ikke, når man sidder der i sofaen og skal gætte med. Men som seere kan vi ikke lade være med at prøve.


En fantastisk socialrådgiver med hjertet på rette sted
Thomas de Oliveira, tidligere anbragt, frivillig i foreningen De Anbragtes Vilkår og forfatter til bogen Når alle masker falder:

– Jeg oplever Lars som en fantastisk socialrådgiver med hjertet på rette sted. Men ja, hans metoder er ikke helt efter bogen, fordi den gamle sag, hvor han ikke greb ind i tide, sidder i ham. Det giver en forståelse for, hvem han er, synes jeg. Og som tidligere anbragt bliver jeg varm om hjertet, fordi man kan mærke ham – at han brænder for at hjælpe Holly og hendes familie og tager sig tiden til det.

– Selv har jeg både gode og dårlige oplevelser med socialrådgivere. Da jeg blev anbragt første gang som 10-årig, var socialrådgiveren så stresset, at hun hele tiden tabte sin kuglepen og papirer, og hun spurgte slet ikke ind til mig eller min baggrund.

– Jeg synes heller ikke, at skildringen af plejefamilien og anbringelsen i serien svarer til mine egne erfaringer. Det er lidt for rosenrødt. De plejefamilier, jeg har været anbragt hos, satte sig ikke ind i, hvem jeg var, og forstod ikke den kæmpe opgave, de stod med. Jeg var bare deres ’arbejde’.


Det gør lidt ondt i min faglighed
Ditte Brøndum, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening:

– Hvis jeg et øjeblik skal lægge min socialrådgiverkasket på hylden, så tror jeg, at folk får et godt indtryk af Lars som engageret socialrådgiver. Jeg synes, at det lykkes at vise kompleksiteten i arbejdet – de mange individuelle sandheder, og hvor svært det er at finde ud af, hvad der egentlig foregår i familien.

– Men som borger ville jeg også få en systemfrygt, fordi man får indtryk af, at en socialrådgiver arbejder ret vilkårligt og efter ren mavefornemmelse. Og at man som borger er helt magtesløs overfor systemet, når Lars ’føler’ noget. I praksis mener jeg heller ikke, at der havde været et anbringelsesgrundlag, som er noget af det mest vidtgående. Der ligger mange faglige overvejelser bag. Som serien skrider frem, bliver grundlaget for anbringelsen tyndere og tyndere – Lars har jo ikke skyggen af fagligt belæg for, at moren eller Holly bliver slået.

– Jeg ved, at socialrådgivere, der sidder med området, er blevet provokeret af, hvor tilfældigt Lars arbejder med sagen, og det gør også lidt ondt i min faglighed.

Artiklen har været bragt i Socialrådgiveren 01/21

Facebooktwitterlinkedinmail