Anerkendelse kræver viden om, hvad folk laver

Anerkendelse kræver viden om, hvad folk laver

Anerkendelse kræver viden om, hvad folk laver

Rikke Storgaard Toft, børne- og familierådgivningschef, Thisted Kommune og medlem af Ledersektionens bestyrelse i Dansk Socialrådgiverforening:

– For mig at se kan anerkendelse godt være en belønning i sig selv, og personligt er jeg mest tilhænger af anerkendelse. Belønning i kroner og øre skal man i hvert fald have helt klare retningslinjer for, have dem afstemt med TR og sikre, at systematikken i goderne er gennemsigtig for alle. Ellers kan vi komme til at trykke på uretfærdighedsknappen, som er roden til alt ondt – mistrivsel, dysfunktionelle teams osv. “Nu får Lise lige 10.000 kr. Vi ved faktisk ikke hvorfor … måske fordi hun er chefens højre hånd”. Det duer ikke. Så belønning skal for mig at se have et helt tydeligt formål og en tydelig retning. Det har jeg været med til at give i særlige situationer, hvor en mellemleder måske dækker to stillinger i en periode og derfor arbejder langt mere, end man kan forvente.

– Jeg kan også sagtens finde på at fejre, at vi er kommet over en opgavepukkel med en gang rundstykker. Eller give de sekretærer, som sidder meget ved telefonen, nogle særlige høretelefoner. Så længe jeg kan retfærdiggøre belønningsfordelen over for alle.

Anerkender altid på opgaven

– Jeg ved, at anerkendelse har en kæmpe betydning for at sikre høj motivation og fastholde glæden ved at gå på arbejde. Vi ved jo fra forskningen, at mange af vores medarbejdere går på arbejde for at gøre en forskel for borgerne. Og som leder skal man huske at se og anerkende alle – hvis det altid kun er de samme tre medarbejdere, jeg anerkender, har jeg en udfordring. Anerkendelse skal også gå til dem, som går forrest i de tunge sager. Dem, som altid smiler på gangen. Og dem, som bidrager til den gode trivsel i gruppen.

– Når vi taler anerkendelse, gør jeg det altid på opgavevaretagelsen – på, hvorfor vi er her. For det er det, jeg gerne vil have, at folk vokser af. “Hvor var det godt skuldret, Hanne, i den sag, hvor du …”. Jeg prøver virkelig at holde mig up to date om, hvad der rører sig, komme rundt til afdelingsmøder eller holde mig orienteret gennem mine ledere. Det kræver viden om, hvad der foregår, hvis jeg skal kunne anerkende den konkrete indsats.

– Jeg kan også sagtens finde på at komplimentere en medarbejder for en flot kjole, spørge til, hvor hun har købt sine støvler, eller om konfirmationen gik som forventet. For mig er det ikke det samme som at anerkende, men simpel medmenneskelig interesse og at komme mine medarbejdere ved … Jeg har bestemt også været mere rundhåndet med at købe chokolade og rundstykker under corona – eller logget ind på Teamsmøder så meget som muligt for at sige, hvor supergodt folk har klaret situationen med bekymring, frygt, hjemmeskolede børn osv. Og bare det at være på fornavn med folk på gangen og hilse gør en forskel, kan jeg mærke – at jeg ved, hvem de er.

Artiklen har været bragt i Offentlig Ledelse 02/2021

Facebooktwitterlinkedinmail