Reformstormen fejer lige nu over stort set alle de store velfærdsområder i kommuner og regioner, og igennem dem alle går en rød tråd om frisættelse og nærhed. Indsatserne skal i højere grad individualiseres, og de skal fritages for stram styring gennem regler og proceskrav. Resultatet skal være endnu mere nære og individuelle tilbud til borgerne. Det gælder både på sundheds-, beskæftigelses- og ældreområdet og for hjemløse og handicap-psykiatri-brugere. Målet er at skabe en bedre, mere sammenhængende og borgernær velfærdsservice.
